Erhvervsfisker
Adgangskrav
- 3-ugers søsikkerhedskursus
- Gyldig sundhedsbog uden begrænsning
- Gyldigt pas
Opstart på uddannelsen
Vi starter løbende nye hold. Kontakt skolen for info.
Bliv erhvervsfisker
Intet spørgsmål er for småt – vi hjælper dig i gang
Hør hvad andre siger om uddannelsen
Niklas fortæller om erhvervsfiskeruddannelsen.
Phillip fortæller om livet til havs.
Om uddannelsen
Uddannelsens opbygning og indhold
Sådan er uddannelsen bygget op
Det er en meget praktiskorienteret uddannelse, hvor du veksler mellem skole og praktikophold. Under uddannelsen skal du på i alt tre skoleophold på North Sea College samt tre praktikforløb på fiskeskibe:
- Skoleophold (3 uger): Her bliver du introduceret til fiskerierhvervet og deltager i en fangstrejse med et fiskeskib.
- Praktikophold (ca. 6 mdr.) på et fiskeskib.
- Skoleophold (11 uger): Her får du undervisning i fiskerilærer, bødning, navigation, motorpasning, brand og kabys.
- Praktikophold (ca. 6 mdr.) på et fiskeskib
- Skoleophold (10 uger): Her bliver du undervist i medicinkiste B, reparationssvejsning, hydraulik, arbejdssikkerhed, bødning, administration/økonomi, STCW-sikkerhedskursus og radiokursus LRC.
- Praktikophold (ca. 6 mdr.)
I løbet af dine praktikperioder, vil du få praktisk erfaring med udsætning og indhaling af redskaber, vedligeholdelse, behandling af fangst på dæk, konservering i last, pakning til søs, vagttjeneste, elektronisk logbogsføring, maskinpasning og vedligeholdelse, kabystjeneste samt losning af fangst og klargøring til næste togt.
Efter endt uddannelse modtager du det Blå Bevis, og så kan du officielt kalde dig erhvervsfisker.
Faciliteter
På North Sea College er havet ikke bare noget, vi taler om – det er en del af undervisningen. Med skolens placering midt i Thyborøns maritime miljø har du kort vej til både havn, fiskerivirksomheder og Vesterhavet. Her får du undervisning i omgivelser, hvor teori og praksis mødes.
Vi har moderne og veludstyrede undervisningslokaler, et topmoderne motorværksted med en fuldskala Caterpillar-motor og et landbaseret brand- og røgdykkeranlæg, hvor du lærer at håndtere nødsituationer sikkert og professionelt.
Som noget helt særligt råder North Sea College over undervisningsskibet M/S Athene – et 24 meter langt og 7 meter bredt skib, indrettet med moderne navigations- og redningsudstyr samt undervisningslokale med plads til 15 elever. Her kan du følge radar og elektroniske søkort i realtid, mens du lærer motorpasning, navigation og sikkerhed direkte på havet.
M/S Athene kan sejle ud til havne over hele landet, og sammen med skolens øvrige faciliteter giver den dig de bedste muligheder for at omsætte teori til virkelighed – i verdens måske mest autentiske klasseværelse.
Karrieremuligheder
Som erhvervsfisker kan du få job på mange typer fartøjer – fra muslingekuttere i Limfjorden til fartøjer, der fanger konsumfisk og skaldyr i de danske farvande, eller større skibe, der sejler på industrifiskeri i Nordatlanten. Fangstrejserne kan vare fra en enkelt dag til en uge eller mere, alt efter fiskeriet og fartøjets type.
Under uddannelsen tager du duelighedsbevis i sejlads for fiskere, motorpasning, radiocertifikat og sygdomsbehandlerbevis. Når du har bestået disse prøver, får du retten til at sejle som fører af fiskefartøjer på op til 15 meter, og med A-status som erhvervsfisker kan du også vælge at starte egen virksomhed og blive selvstændig med eget fartøj.
Vil du tage karrieren et skridt videre, kan du bygge ovenpå din uddannelse og søge ind på skipperskolen. Her kan du uddanne dig til fiske- eller kystskipper på bare et halvt år og få retten til at sejle som styrmand eller skibsfører på mindre fartøjer i nærfart. Tager du endnu et år, kan du blive sætteskipper – og med tiden måske skibsfører, hvor du kan sejle alle størrelser fiskeskibe på verdenshavene.
Kort sagt: Uddannelsen som erhvervsfisker giver dig et stærkt fagligt fundament, friheden til at vælge din egen retning – og muligheden for at skabe en karriere, der bevæger sig fra kutteren i Limfjorden til verdenshavene.
Få et glimt af stemningen hos os
Nice to know
Praktisk info
Ordensregler
Rusmidler og alkohol af enhver slags er ikke tilladte på North Sea College
Du må derfor ikke indtage eller være i besiddelse af øl, spiritus eller andre rusmidler, mens du er elev/kursist på North Sea College
Skolen kan ved mistanke om misbrug beslutte, at du skal afgive test. Du kan ikke nægte at tage testen. Bliver du afsløret i misbrug, vil det normalt medføre, at du bliver bortvist.
Vi har alle et ansvar for at passe på vores skole og hinanden. Så vi forventer, at du behandler inventaret godt og passer på dine kammerater. Ødelægger du inventar med vilje, skal du selv erstatte det.
Du kan læse hele ordensreglementet her
Kompetencecenter
Via Kursuscentret EUC kan du tage en lang række kurser og efteruddannelser målrettet de blå erhverv.
Vi udbyder kurser i fx søsikkerhed, medicinkiste, STCW, radiokommunikation, arbejdsmiljø og sikkerhed.
Undervisningen finder primært sted på North Sea College – den eneste skole i landet, der udbyder erhvervsfiskeruddannelsen.
Uanset om du er ny i faget eller erfaren sømand, kan du her styrke dine kompetencer, bygge videre på din viden, sikre dig de nødvendige certifikater og udvikle dig i takt med branchen.
Læreplads
Skolehjem
Brobygning
Når du er i brobygning på erhvervsfiskeruddannelsen, får du et spændende indblik i livet til søs og i hverdagen på North Sea College. Du får en fornemmelse af, hvordan det er at arbejde ombord på en fiskekutter, og hvordan teori og praksis går hånd i hånd i undervisningen.
I løbet af brobygningen lærer du om forskellige fiskemetoder, motorlære, reparationssvejsning og bødning – og du får mulighed for at prøve nogle af tingene i praksis. Du oplever også miljøet på skolen og møder elever, der allerede er i gang med uddannelsen. Er du på et længere brobygningsforløb, får du måske også et lille indblik i livet på skolehjemmet og fællesskabet blandt eleverne her.
Hvor meget vi når at gå i dybden, afhænger naturligvis af, hvor lang tid du er i brobygning hos os – men uanset varigheden venter der dig et lærerigt og autentisk indblik i fiskeriets verden.
Elevrådet – din stemme på skolen
Hver afdeling har sit eget elevråd, hvor elever og ledelse sammen arbejder med trivsel, skolemiljø og gode idéer til hverdagen.
Fra de lokale elevråd vælges repræsentanter til Hovedelevrådet, hvor alle afdelinger mødes sammen med skolens ledelse – heriblandt direktøren – for at drøfte større emner på tværs af hele skolen.
Elevrådene er din vej til at blive hørt og være med til at gøre en forskel for både dig selv og dine medstuderende.
Lektiehjælp
Har du brug for lektiehjælp eller vil du vide mere? Tal med din underviser – så finder I sammen en løsning, der passer til dig.
Studiekort
Med studiekortet kan du få rabat mange steder – både i lokalområdet og i resten af landet.
Det er ikke alle butikker, caféer eller seværdigheder, der skilter med studierabat, så husk altid at spørge, om der er studierabat, inden du betaler.
Ungdomskort (gratis transport)
Som elev på en ungdomsuddannelse kan du søge om et Ungdomskort, der giver dig gratis transport mellem din bopæl og dit uddannelsessted.
Med kortet kan du desuden rejse frit i den takstzone, du bor i.
Husk at søge i god tid, inden du starter på din uddannelse.
Du kan læse mere og bestille kortet på ungdomskort.dk.
Læsevejledning og pædagogisk støtte
Hvis du i forbindelse med optagelsen har oplyst, at du er ordblind eller har en diagnose, der kræver særlig hensyntagen, indkalder vi dig til en samtale, så vi kan få søgt relevant støtte hjem allerede inden skolestart. Du kan også blive tilbudt undervisning i brugen af hjælpemidler i sommerferien, så du er klar fra første dag.
Alle elever gennemfører en sprogscreening inden for de første to uger på skolen. Viser den tegn på udfordringer, laver vi en opfølgende ordblindetest, så vi hurtigt kan sætte den rigtige indsats i gang – uanset om du har en dokumenteret diagnose eller ej.
Vores læsevejledere kan hjælpe med støtte til fx:
- ordblindhed, talblindhed, ADHD og autisme
- sprog- og talscreening
- ordblindetest og læse-/skrivekurser
- ansøgning og vejledning i brug af IT-hjælpemidler
- ansøgning og afvikling af Specialpædagogisk Støtte (SPS)
- vejledning i studieteknik og deltagelse i lektiecafé
Kort sagt: Vi hjælper dig med at finde de redskaber og den støtte, du har brug for – så du får de bedste muligheder for at lykkes med din uddannelse.
Bliv erhvervsfisker
Ved du endnu ikke, hvad du vil være?




